Antal indlæg: 3546 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Den thailandske historie
Historie:
Rigets oprindelse:
Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at det aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma og den japanske besættelse under 2. verdenskrig har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom et folk der kaldte sig taifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ram Kamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion. Sukothai-kongeriget eksisterede fra 1238 til 1438.
I 1238 blev det første thai-rige, Sukothai, grundlagt ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden.
I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya. Det lykkes Ayutthaya-riget at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og rigets grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, sakdina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet. Ayutthaya-kongeriget eksisterede fra 1351 til 1767.
Antal indlæg: 3546 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Ayutthaya-kongeriget eksisterede fra 1351 til 1767.
Europæisk indflydelse:
Ayutthayas beliggenhed – tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe – var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere – og sådan er det stadig i Thailand.
Ayutthaya-kongeriget blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Kongerne forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Ayutthaya og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende Ayutthayas buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra byen og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.
Bangkok og kongedynastiet:
Thailænderne befriede sig, og et nyt kongerige blev i 1768 grundlagt af en kinesisk adelsmand og militærleder, Taksin, længere nede af floden i Thonburi.
Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og et nyt kongerige blev i 1768 grundlagt af en kinesisk adelsmand og militærleder, Taksin, længere nede af floden i Thonburi. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første konge i det dynasti, Chakri-dynastiet, der endnu sidder på tronen. Han lod en ny hovedstad, bygge på den modsatte flodbred ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af hao Phrayas munding. Riget blev kaldt Kongeriget Rattanakosin , men det var kendt i udlandet som Siam.
Siam var rigets udenlandske navn fra 1782 til 1939, hvor det skiftede til Kongeriget Thailand, men for en kort periode fra 1946 til 1948 atter til Det Kongelige Kongerige Siam (Royal Kingdom of Siam, for igen at skifte navn til Kongeriget Thailand. Folket havde imidlertid altid kaldt landet for Mueang Thai. Der er flere udlægninger af oprindelsen til navnet Siam. En udlægning er, at det kan stamme fra sanskrit-ordet Śyāma (der betyder “mørk” eller “brun”). En anden forklaring er, at navnet skyldes en misforståelse blandt portugisiske søfarere, der sidst i 1400-taller, under Ayutthaya-perioden, havde spurgt om hvorfra folket (eliteklassen) oprindeligt kom, og da de fik svaret Xian i Kina, blev det opfattet og nedskrevet som Siam.
De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut (Rama IV) og Chulalongkorn (1868-1910, Rama V) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle sakdina-system, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.
I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden.
Forbandelsen der hjemsøgte Bangkok 150 år:
Da Bangkok blev grundlagt af den nykronede Kong Ramathibodi, senere Rama I, blev de kongelige astrologer rådspurgt om hvornår byens grundsøjle (symbolsk søjle) skulle sættes. Efter fire dages udregning blev tidspunktet fastsat til den 21. april klokken 6:54 om morgenen i år 1782 (efter gregorianske kalender). Da søjlen skulle sænkes ned i hullet var det indtaget af fire slanger, men da man ikke kunne udskyde astrologernes tidspunkt, blev søjlen banket ned og slangerne ofret. Astrologerne kunne ikke forklare hvad det betød, men syv år senere blev kongens tronsal ramt af et lyn. Kongen konsulterede igen astrologerne, der nu kunne fortælle, at slangerne betød at Chakri-dynastiet ville falde, men da kongen netop havde beordret en ny oversættelse af det hellige buddhistiske Tripitaka skrift, ville byens engle udsætte dommedag og lade konge-linjen bestå i 150 år. (Bangkok hedder Krung Thep på thai, hvilket betyderne Englenes By). I stedet for at acceptere at slægten havde en profeteret undergang, forsøgter de følgende konger at omgøre profetien. I december 1852 løste Kong Monkut (Rama IV) problemet ved roden, ved simpelthen at rive helligdommen for byens søjle ned, og genopbygge den med en ny søjle ved siden af den oprindelige. I begyndelsen af 1932 (Thai-nytåret var 1. april indtil 1940) var den på tidspunktet regerende Chakri-konge, Prajadhipok (Rama VII) klar over skæbnen, han stod over for, ikke mindst fordi han var født i 1893, slangens år if. den asiatiske astrologi.
1932-revolutionen og ophør af enevælde:
Ved daggry den 24. juni, 1932, samledes en gruppe af progessive militærofficerer og bureaukrater, der kaldte sig “Folkets parti” (en: Peoples Party, th: Khana Ratsadon), foran Dusit-kongepaladset i Bangkok, med støtte fra militæret. Lederen, øverstkommanderende over hæren, Phraya Phahon Phonphayuhasena, der blandt andet var uddannet som ingeniør i Danmark, stod med front mod den kongelige tronsal og proklamerede, at kongens enevældige regering af landet var forbi. Kong Prajadhipok (Rama VII), der spillede golf i Hua Hin, hvor en række af kongelige sommerpaladser ligger, indvilgede senere samme dag i at opgive enevælden. Siam blev derved til konstitutionelt monarki, og dagen blev udnævnt som Nationaldag.
Lignende tråde